Jeg har mistet mine forældre
Jeg mistede mine forældre da jeg var tre år gammel. Jeg kan huske, at de døde ved en brand, og min bedstefar smed mig ud af vinduet for at redde mig, og han gik også ud, og vi blev alene, mig og min bedstefar, men siden er min bedstefar også død.
Svar
Kære dig
Tak for dit indlæg. Sikke en barsk fortælling fra dine tidlige barneår.
Hvor var det heldigt at din bedstefar kunne redde dig. Han må have betydet rigtig meget for dig gennem din opvækst.
Du skriver ikke noget om hvornår din bedstefar er død, men jeg kan tænke mig, at det må have været et meget stort tab for dig, da han døde. Udover at være din redningsmand, får jeg indtryk af, at han har været som en forælder for dig.
Hvis du har lyst til at skrive herind igen, kunne jeg tænke mig, at høre mere om hvad han har betydet for dig, hvornår du mistede ham, og hvordan tabet af ham har påvirket dig. Du må også gerne fortælle mere om hvilke tanker du har gjort dig om, at du mistede dine forældre så tidligt i livet, og på så voldsom vis.
Hvis du bor i Nuuk kan jeg anbefale dig at komme til en af de caféaftener som vi arrangerer i Aliasoqatit: https://aliasoqatit.gl/da/cafeaftner/
Her har du mulighed for at møde andre, som også har mistet.
Fra på mandag, og foreløbig hver mandag de næste fem uger, er det også muligt at skrive sammen med en fra Aliasoqatit i chatten, som du kan læse mere om på vores hjemmeside. Aliasuuteqarnermi tapersersoqatigiinneq – Aliasoqatit
Med håbet om, at vi hører mere fra dig.
De bedste hilsner og tanker
Aliasoqatit