Alt for mange døde
Hvordan bearbejder man multisorg?
I foråret 2017 lå min mands svoger for døden, og vi blev nært involveret. Siden døde også 2 meget nærtstående venner, begge mine forældre, min svigermor og min bror.
Det har også involveret et alvorligt sygdomsforløb og 4 flytninger at tage sig af. Og så har Corona-krisen endeligt slagtet mit ægteskab.
Det har været en intens tid med naturlige, forståeligt intense følelser.
Men nu sker det, at jeg bare får trang til at græde og lave ingenting i timevis, uden at forstå hvad det konkret drejer sig om. Der er så meget!?
Svar
Kære dig
Tak for din besked og for at dele dine tanker og følelser. Det kræver mod og styrke at åbne op og række ud. Det gør mig ondt, at du har skullet opleve så meget tab og modgang på kort tid, og jeg kan godt forstå, at det har været en tid med intense følelser.
Når du fortæller om din historie, kan jeg sagtens sætte mig ind i, at du har behov for at græde og lave ingenting. Jeg får lyst til at spørge, om du giver dig selv plads til at græde, eller om du mon holder det inde?
Jeg har selv mistet min mor og haft perioder hvor jeg har haft behov for at græde og bare kigge ud af vinduet og give plads til sorgen. Men det tog mig noget tid før, at jeg gav mig selv lov til at græde igennem og udtrykke mine følelser og min sorg. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne fortælle dig præcis, hvordan man bearbejder multisorg, men min erfaring fortæller mig, at det er forskelligt fra menneske til menneske, hvad der kan hjælpe og lindre. For mig har det været til stor gavn at tale med andre og lære at sætte ord på sorgen og alle de nuancer og følelser, der følger med et tab.
Måske det også kunne hjælpe dig?
Du er meget velkommen til at skrive igen til Brevkassen eller komme til et Cafemøde. Se nedenfor.
De bedste hilsener
fra en af de frivillige
Har du brug for hjælp nu, så kan du ringe til Tusaannga 801180 eller SMS’e til 1899.
Se anden hjælp her : https://aliasoqatit.gl/ikiortissanik-allanik-nassaarit/
Se datoer for Aliasoqatit cafemøder om sorg her: https://aliasoqatit.gl/nuummi-naapeqatigiissitsisarnerit/