Min far er død
Jeg fik at vide at min far er død den 27. november, jeg blev hentet mens jeg var i skole, og min storesøster/storebror fortalte mig, at min far er død, men dagen efter skulle vi rejse for at være sammen med far. Da vi ankom, var vi henne var for at se ham, men jeg kan stadigvæk ikke tro at det er min far. 1. december 2023 havde vi begravelse, og nogle dage efter rejste vi tilbage, jeg græder næsten hver aften, og kan ikke tro det. Hvordan kan jeg få kræfter? Jeg ønsker at blive ved med at gå i skole, men jeg mangler kræfter. Hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg komme ud med det jeg har?
Svar
Kære dig
Det gør mig meget ondt at læse om dit tab af din far. Det lyder som om det har været en chokerende oplevelse, og noget du slet ikke var forberedt på skulle ske. Det er meget hårdt og hvis man mister uventet, vil det for de fleste føles uvirkeligt og rigtig svært at forstå og tro på. Du mistede din far for kun 1½ måned siden og man kan godt have vanskeligt ved at forstå sådan noget i lang tid efter. Jeg synes det var godt, at du og dine søskende så jeres far efter han var død. Det kan faktisk godt hjælpe på forståelsen af tabet, selvom det lige nu føles ubærligt.
Jeg har også mistet min far og jeg husker, hvordan jeg efter bisættelsen blev helt udmattet og på samme tid havde meget svært ved at sove, fordi jeg var så ked af det. Det gjorde, at jeg ikke kunne koncentrere mig så godt på min uddannelse. Sorgen skal have sin plads og tid, men det var samtidig vigtigt for mig, at have min skole som et fast holdepunkt i en kaotisk tid og derfor gik jeg i skole, så meget som jeg orkede. Det blev heldigvis langsomt bedre med søvnen, kræfterne og overskuddet.
Du spørger, hvordan du kan komme ud med det du har? Jeg forestiller mig, at du må have et kaos af tanker og følelser, som det er svært at rumme og forstå. Vi ved, at sorg kan føles ensomt, og at det kan være en stor støtte at kunne fortælle og dele sine tanker og følelser med andre. Det kan også hjælpe på forståelsen, hvis man får sat nogle ord på. Det er dejligt, at du har dine ældre søskende, som jeg håber du kan tale med.
Det er også godt, at du har skrevet til os i Aliasoqatit Brevkassen om Sorg, hvor vi der besvarer, selv har erfaringer med at miste og derfor kan forstå dig. Du er altid velkommen til at skrive til os igen.
Jeg ved ikke hvor gammel du er, men hvis du er over 13 år, så kan du deltage i en online cafeaften om sorg, hvor du kan møde og lytte til andre efterladte, og hvis du har lyst, snakke om dine egne oplevelser med at miste din far. Den næste onlinecafe er d. 17.01.24 kl. 19 og handler om Sorg og venskaber.
Du kan læse lidt mere om Aliasoqatits tilbud her: https://aliasoqatit.gl/da/sorgstoette/ og se listen over kommende cafeaftener her: https://aliasoqatit.gl/da/cafeaftner/
De bedste hilsner og tanker
Aliasoqatit