Dødsfald kan opleves som traumatiske, uanset om man mister pludseligt eller efter et sygdomsforløb.

Af Lene Larsen, Psykolog og sorgforsker, Aliasoqatit, Det Nationale Sorgcenter

NÅR MAN MISTER PLUDSELIGT

Når man mister pludseligt, for eksempel i forbindelse med en ulykke, når nogen går på jagt og ikke kommer tilbage, eller ved selvmord or drab, er man ikke forberedt på at skulle miste. Det kan medføre, at man pludselig står i en krisesituation, hvor man hurtigt overvældes af chok, svære følelser og reaktioner, eller hvor man slet ikke mærker noget og har svært ved at forstå, hvad der er sket. Nogle efterladte oplever voldsomme fysiske reaktioner, dvs. får det fysisk dårligt og falder om.  Andre får svært ved at være i deres egen krop. Nogle skriger og begynder at græde med det samme, mens andre bliver stille og forsøger at forstå, hvad der er sket. Der kan være en uvirkelighedsfølelse, som om man er i en drøm, og man kan ikke tro det er rigtigt, det som man får fortalt. Disse reaktioner er alle naturlige at have, når man har mistet pludseligt under svære og traumatiske omstændigheder.

Noget tid efter man har fået den svære besked, vil en række følelser og spørgsmål typisk komme væltende ind. Man kan opleve at blive ulykkelig, fortvivlet, vred, og bange samtidig med at man kan føle sig magtesløs, hjælpeløs og utryg. Man bebrejder måske sig selv og tænker på, hvad man burde have gjort for at forhindre dødsfaldet.

Traumereaktioner og magtesløshed

I dagene efter et pludseligt dødsfald er det normalt, at den efterladte kan opleve traumereaktioner.  Det kan dreje sig om påtrængende billeder eller tanker, som man ikke har kontrol over. Det kan for eksempel være billeder af ulykkesstedet, eller forestillinger man har om hvad der skete. Man kan blive meget optaget af at undgå de ting, der udløser billederne og tankerne. Det kan være, at man fremover ikke vil komme på hospitaler eller at man vælger at tage omveje for ikke at passere ulykkesstedet. Eller det kan være at man beskæftiger sig med sin telefon til langt ud på natten for at blive så udkørt, at man falder i søvn af udmattelse.  For de fleste vil disse reaktioner aftage af sig selv med tiden.

Et pludseligt og måske voldsomt dødsfald kan derudover sætte en del tanker og overvejelser i gang, der kan være svære at håndtere. Det kan for eksempel handle om, at man føler sig magtesløs og alene, at livet synes meningsløst, uretfærdigt, og utrygt, og at man har mistet håbet og troen på, at man kan føle sig tryg og glad i livet igen.

Et manglende ”farvel”

Når nogen dør pludseligt eller forsvinder, har de efterladte ikke haft mulighed for at sige farvel til deres nære. De fik ikke mulighed for at sige de ting de gerne ville have sagt – måske en sidste ”tak” eller ”undskyld” eller ”jeg elsker dig”. En pludselig død bevirker også, at man får frataget muligheden for at løse konflikter eller forbedre vanskelige relationer, og det kan være noget, der kommer til at plage den efterladte.  Man kan komme til at stå tilbage alene, med skyldfølelse og dårlig samvittighed, og der kan man få brug for hjælp til at bearbejde disse svære følelser.

Hvordan kan andre støtte?

Når man står i en situation, hvor man lige har mistet pludseligt, har mange brug for at blive mødt af andre med støtte, forståelse og omsorg i en eller anden grad.  Når dødsfaldet lige er sket, kan det være godt at man ikke er alene, men derimod at man er sammen med mennesker, som man kender godt og er trygge ved. For eksempel, er det bedst, hvis man ikke skal gå hjem alene og være alene i et tomt hus, når man lige har været på hospitalet og set den afdøde for sidste gang.  I de efterfølgende dage kan man også have brug for at have andre at dele sine tanker og oplevelser med, dvs. nogle som kan lytte og være der for en.  Det kan også være betryggende at møde andre, som har oplevet noget af det samme.

NÅR MAN MISTER TIL SYGDOM

Nogle tænker, at det må være lettere at miste til sygdom end at miste pludseligt. Men sådan er det ikke nødvendigvis.  Det giver faktisk ikke helt mening at sammenligne eller rangordne forskellige typer tab (langvarig sygdom eller pludselig død ved ulykke, selvmord med videre), da den måde et tab opleves på, og de konsekvenser det har for den efterladte, jo afhænger af mange faktorer. Vi har tidligere beskrevet, for eksempel, at hvem man mister, hvordan relationen var, hvilken betydning personen havde for en, hvor man selv er i livet, hvilke ressourcer man har, har indflydelse på, hvordan sorgen opleves og fylder i ens videre liv. Det er nok mest vigtigt, at man forsøger at forstå sorg, netop som en personlig oplevelse, præget af både hvem man mistede, hvem man selv er, hvor man er i livet, i stedet for at tale om hvem der lider de største eller sværeste tab. 

Der er mange oplevelser i et sygdomsforløb, som kan være svære og traumatiserende for de pårørende. Der kan for eksempel være langvarige sygdomsforløb, hvor man oplever sin nære have ondt, blive udsat for indgribende behandling, og gradvist få det værre, måske nærmest forsvinde og blive en helt anden end den person, hun eller han var tidligere. Oplevelser som disse kan være umådeligt opslidende og tyngende, samt følelsesmæssigt krævende og invaliderende.  Når selve døden indtræffer, kan de efterladte også opleve en krisereaktion, som beskrevet ovenfor, med chok, følelsesmæssige og fysiske reaktioner. Desuden er det ikke alle efterladte, der mister til sygdom, som når at få sagt et meningsfuldt ”farvel” til deres nære. De kan stå i samme situation, som de der mistede pludseligt.

Man kan opleve sorg før et dødsfald – ventesorg

Nogle pårørende oplever, at deres sorgproces starter inden deres nære er død. Den type sorg bliver ofte kaldt ventesorg. Det er den sorg, man oplever, mens man venter på at miste en alvorligt syg eller døende nær person. 

Ventesorg er en sorg, som på mange måder kan minde om den sorg, man oplever efter et dødsfald. Der kan være tale om psykisk og fysisk smerte, uvirkelighedsfølelser, ensomhed, koncentrationsbesvær, søvnproblemer, social isolation med videre.  Men dertil kommer at den pårørende også oplever sygdommens op og nedture, og det at skulle forsøge at holde håbet oppe mens samtidig at forberede sig på at miste. Mange oplever skyldfølelser, når de kommer til at tænke tanker som: ”bare a det snart er overstået.”  Nogle føler skyld over at være den, der lever videre, når den anden skal dø.  Pårørende i ventesorg oplever, at uvished og konstant bekymring bliver en daglig tilstand, fyldt med tanker om døden, hvordan sygdommen vil udvikle sig, hvor længe patienten skal lide, og om hvordan fremtiden vil blive uden den nære person.

Det er ikke alle pårørende, der oplever ventesorg. Og de som gør, får ikke nødvendigvis et lettere sorgforløb efter dødsfaldet. Men ventesorg kan ses om en naturlig del af et sorgforløb. Hvis man oplever ventesorg, kan det for nogle være hjælpsomt at tale med andre om, hvad det er man oplever og føler, så man ikke skal bære på det alene oven i alt det andet svære man skal forholde sig til under ens næres sygdom.

Hvordan kan andre støtte?

Når man har mistet en nærtstående til sygdom, eller til en naturlig død på grund af alder, har de fleste brug for støtte, forståelse og omsorg fra andre i en eller anden grad.  Alle, fra hospitalspersonalet, familien og netværket, og præsten til personer på arbejdspladsen eller i skolen, kan spille en vigtig rolle i at støtte den efterladte både lige efter dødsfaldet og undervejs i sorgen. De skal have forståelse for, at folk reagerer forskelligt på at miste. For nogle udløser dødsfaldet en krisereaktion, mens andre kan opleve, at det er lettelse og tristhed der fylder.  Netværket skal være opmærksom på, at personer i den samme familie kan reagere meget forskelligt, og der kan være stor forskel på, hvor lang tid der går for den enkelt før, sorgen kommer til at fylde på en måde, der er til at leve med.

Mange efterladte vil opleve, at det kan være hjælpsomt at have andre at dele sin sorg med, det vil sige ens tanker, følelser, og oplevelser. Andre kan hjælpe ved at lytte og være til stede på en ikke dømmende måde – det vil sige ved at den lyttende giver plads til, rummer, og validerer hvad den efterladte siger, og ikke forsøger at minimere den efterladtes oplevelse eller opmuntre ham til at ”komme videre.”  Andre kan endvidere støtte ved at hjælpe med praktiske ting, som at lave mad, gøre rent, og hente børnene, eller ved at tage den efterladte med på en gåtur eller til andre aktiviteter, der kan give ro eller positive oplevelser. Det kan også være en støtte for nogle at møde andre, som har oplevet noget at det samme, for eksempel ved at deltage i en sorggruppe eller andre gruppe for sørgende, som sorgcafeaftener.