Jeg har mistet min søn
To år er lige gået siden jeg mistede min kære søn, og jeg gemmer de fleste af mine følelser indeni mig. Jeg er i stor sorg, og jeg er begyndt at føle, at jeg har en enorm vrede indeni. Jeg tager piller mod depression. Siden da har jeg fortrudt, at jeg har sagt ja til at han at kan gå ud den dag. Mig og min mands samliv er ændret meget. Jeg fortryder at jeg har mistet, jeg savner ham meget fordi han hjalp mig hele tiden, og kunne forstå mig, og jeg føler en enorm ensomhed. Der er ikke nogen som kan forstå mig, savnet bliver ved med at blive større. Jeg kan ikke finde min værdighed som person.
Svar
Kære Dig,
Det gør mig utroligt ondt at høre, at du har mistet din søn.
Jeg kan godt mærke alle dine svære følelser og din store sorg og ensomhed i dit brev.
Allerførst skal du vide, at du ikke er alene, og vi alle kan have meget, meget svære følelser når vi mister nogen vi elsker højt som du gør med din søn.
Sorg gør ondt, og når vi mister, kan vi opleve følelser, som vi aldrig har følt før. Og vi oplever alle sorg på vores egen måde. Uanset om vi føler vrede, benægtelse, lettelse, skyld eller skam – er der ingen følelse, der er forkert.
Samtidig kan vi også opleve, at vores allernærmeste som også er i sorg, kan være rigtig svære at tale med – ofte fordi vi sørger på meget forskellige måder og tidspunkter.
Det lyder lidt som om det også er det som du oplever i relationen og samtalen med din mand.
Når vi mister i familien, så skal vi også finde ud af at være familie eller ægtepar på en ny måde. Det kan være svært, men også utrolig hjælpsomt, hvis man kan finde en måde at tale med hinanden om det.
For selvom du og din mand måske sørger forskelligt, så deler I jo noget helt afgørende – nemlig kærligheden til jeres søn også selvom han er død. Hvis I kan prøve at sætte ord på jeres forskellige og svære følelser i sorgen hver især, så er jeg helt sikker på at, I vil opleve en lettelse og følelse af fællesskab i både kærligheden til og sorgen over jeres søn – og derigennem finde en måde at bære og ære ham sammen med jer videre igennem livet på.
Alternativt kan du måske række ud til en veninde eller en anden som du kender godt og som du stoler på. Det vigtigste er at du får talt med nogen om dine svære følelser.
Jeg har selv oplevet, at det hjalp mig at prøve at tale med andre om min sorg. Det er meget svært at komme i gang, men jeg har det meget bedre og føler mig lettet, når jeg har turdet gøre det.
Du kæmper med noget som er meget tungt og svært. Og uanset så tager det på ingen måde din værdighed fra dig. Men det giver mening at du er rystet og ikke føler dig helt som dig selv. Hvis du får mulighed for at tale med andre efterladte, så vil de kunne genkende det. Det kan jeg i hvert fald !
Hver tirsdag kl. 19-21 kan I chatte helt anonymt med en frivillig i Aliasoqatit, som også har mistet. Måske du og din mand kunne have mod på at prøve at gøre det sammen.
Og en gang om måneden holder vi Cafeaften om sorg i Nuuk og Qaqortoq.
Læs om begge dele her: https://aliasoqatit.gl/da/sorgstoette/
Følg os også på Facebook for at se de næste cafeaftener: https://www.facebook.com/Aliasoqatit?mibextid=LQQJ4d
Jeg håber mit svar er hjælpsomt for dig, og du er altid velkommen til at skrive igen.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
De bedste hilsener
Aliasoqatits frivillig team